1-3 leveringsdage
30 dages fuld returret
Gratis levering i DK

STÆRK SALGSCHEF SØGES

Enamel Copenhagen er grundlagt af smykkedesigner Marie Rantzau i 2012.
Siden dengang har virksomheden oplevet en overvældende succes og omsætningen er de sidste 3 år steget med 30% - år efter år.
Der er mange gode grunde til succesen. Teamet bag er stærkt og arbejdsglæde og trivsel er nøgleord blandt værdierne hos medarbejderne. Endelig har Enamel et helt særligt formål om at skabe en unik kundeoplevelse fyldt af overraskelser, glæde og kærlighed. Dette er ikke bare tom snak, for hver dag efterlever Enamels 10 dygtige medarbejdere at smykker er forbundet med store følelser som værdsættes i mange år hos den tilfredse kunde. Hos Enamel skal alle kunder kunne mærke, at bag Enamel banker en service som smitter af i alle de situationer og interaktioner der er med selskabets kunder og forbrugere. 


OM JOBBET:
Stillingen som salgschef har helt overordnet to formål. For det første skal man fortsætte det stærke arbejde der er gjort de seneste par år med at opbygge et godt agent-netværk i Skandinavien samt øge omsætningen og indtjeningen i samarbejde med dette netværk. For det andet skal der formuleres og eksekveres en salgsstrategi som rækker ud over Skandinavien.

Stillingen er nyoprettet og der er derfor rig mulighed for at påvirke den selv. Stillingen refererer til grundlægger og ejer Marie Rantzau.


OM OPGAVERNE:
Enamel Copenhagen er en virksomhed hvor alle tager fat og hjælper hinanden. Den nye salgschef skal primært lykkes med følgende opgaver:

  • Ansvarlig for at drive og udvikle salget samt opnå de ambitiøse vækstmål gennem eksisterende agenter/markeder
  • Budgetlægning samt forecast med løbende opfølgning
  • Første kontaktpunkt for alle salgsrelaterede spørgsmål
  • Prissætning i samarbejde med indkøb og ejer
  • Udvikling af ambitiøs kommerciel ekspansionsstrategi uden for Skandinavien
  • Eksekvering af den aftalte salgsstrategi
  • En del rejseaktivitet i ind -og udland 
  • Deltage på messer samt lignende salgstiltag


DIN FAGLIGE PROFIL:
Der kan være mange indgange til jobbet. Den vigtigste er dog at den nye salgschef er en ”do’er by heart”, hvilket betyder at man har bevist en stærk evne til at eksekvere de lagte planer. Herudover leder vi efter:

  • Højt drive og en der er yderst resultatorienteret
  • Erfaring med at drive agenter og distributører
  • Erfaring med salg til nationale og internationale detailkæder 
  • Erfaring fra smykke- eller modebranchen er et plus men ikke et krav
  • Gerne et relevant netværk af internationale agenter eller direkte kunder
  • Analytisk og struktureret tilgang til opgaverne
  • Vant til at arbejde med både salg ind og salg ud 
  • God smag som man gerne gør brug af i sin dialog med og styling af butikkerne

DIN PERSONLIGE PROFIL:
Det vigtigste for at få succes i jobbet er en personlighed der matcher resten af organisationen. Her er vi primært på udkig efter:

  • En vinder der vil lykkes
  • Hold-spiller der ved at succes kun opnås hvis alle er med
  • Uformel
  • Humoristisk
  • Ansvarsfuld

DU TILBYDES:
En helt unik mulighed for at komme med på et stærkt vinderhold. Er man succesfuld i jobbet er der særdeles gode udviklingsmuligheder på lang sigt. Aflønningen matcher de stillede krav og vil være en kombination mellem fast- og resultatløn.

ANSØGNINGEN:
Danish Network Association bistår med udvælgelse og ansættelse af den helt rigtige kandidat. Send derfor din ansøgning og CV inden den 7. marts 2020 til jl@danishnetworkassociation.dk, hvortil eventuelle spørgsmål også kan stiles.